tirsdag den 8. januar 2008

Reportage fra mødet om unge og kultur

”Fri os for regler og bureaukrati”

Onsdag den 5. december 2007 var ungdomskulturen – som tredje og sidste debatarrangement om ungdomspolitik i København – til debat på Det Frie Gymnasium på Nørrebro. Skolens elever havde forberedt sig til dagen og kickstartede dagen med undersøgelser om de unges holdninger til bl.a. kulturhuse, graffiti og brug af nedlagte kirker.
Ikke overraskende kunne eleverne med deres PowerPoint-slides vise os tilhørere, at byens unge savner huse og frirum at udfolde sig i. Først da debatten for alvor fik luft under vingerne, blev spændingsfeltet mellem de unges ønske om deregulering og etablissementets afhængighed af en gennemskuelig formalisering dog tydeligere.
Men hvad er ungdomskultur? Og hvorfor diskuterer man overhovedet ungdomskultur – begrebet voksenkultur eksisterer jo ikke!?

Af: Jens Christian Madsen

Respekt
Panelets første taler var Pia Allerslev (V), som fra årsskiftet er Københavns nye kulturborgmester: ”København skal have et mangfoldigt kulturliv. Både mainstream og undergrunden skal tilgodeses.
Det stærke ved lige præcis ungdomskulturen er, at den sætter en dagsorden.”
Journalist Jacob Skov fremførte, at man kunne opnå en sund og nødvendig deregulering af ungdomskulturen, hvis vi borgere havde mere respekt for hinanden:”Da jeg var ung i Århus, var vi 100-150 unge, som havde fået et hus stillet til rådighed af kommunen. Kommunen bad os bare om at opføre os ordentligt, så det gjorde vi. Man ved sgu godt, hvornår man opfører sig ordentligt. På den måde bliver der plads til alle i storbyen, uden alle områder reguleres.”
Jacob stillede samtidig spørgsmål ved det sunde i at regulere modkulturen:”Hvorfor skal kulturlivet overhovedet styres? Der er nogle få institutioner, der nok har brug for nogle definerede rammer – Det Kongelige Teater, museerne mv. – men, hvorfor kan kultur ikke være ’på egen risiko’ for brugere og udøvere?”
















Gør det lettere for de unge

Kristoffer Thurø fra kulturhuset Kraftwerket, som hjælper unge med at føre kulturprojekter ud i livet, lagde særlig vægt på, at det skal være nemt for de unge at søge tilskud og tilladelser: ”Ikke alle unge kan formulere sig på politikersprog. De er ikke professionelle. Det vil være en kæmpehjælp for de unge, hvis de blot kan fortælle om deres gode idé og få nogle penge i hånden, uden at de er forpligtede til at skrive hverken ansøgning eller en omfattende evalueringsrapport. Vis dem den tillid.”
Kristoffer gjorde desuden opmærksom på, at huse betyder meget: ”Ét hus er ikke nok – vi skal have mange kulturhuse, hvor de unge kan bestemme.”
Jacob Skov indskød, at hvis bare 500 unge kunne samle sig om at rive 100 kr. op af lommen hver måned, ville de have 600.000 kr. om året at drive ungdomshus for: ”Det er rigeligt! Men det betyder også, at kommunen ikke må stå og banke dem i hovedet med regler.”
Nanna Thylstrup fra V1 Gallery på Vesterbro bakkede op om vigtigheden af rum: ”Se f.eks. Turbinehallerne, hvor Det Kongelige Teater gav nye, frie rammer at skabe teater inden for. Det kom der en masse nytænkning ud af, det var et sted, der blev taget seriøs, og det var et sted, man havde lyst til at komme.”
Nanna er en del af kulturnetværket Nus Nus, som er i tæt dialog med kommunen om byens kulturelle udvikling. Hun er enig med de øvrige fra panelet om, at bureaukratiet er en hæmsko for udviklingen, og opfordrede direkte til, at man giver mere plads til at kulturprojekter både kan hitte og floppe. Men…:”Jeg savner nogle kvalificerede bud og løsningsforslag fra de unge selv.”















Kommunens penge er borgernes penge
Pia Allerslev noterede flittigt under mødet og erklærede sig enig eller udtrykte forståelse for en stor del af de emner, der blev debatteret og problematiseret.
Dog er man i en særlig situation, når man er sat til at administrere borgernes skattekroner…”Først og fremmest må jeg understrege, at der allerede nu er mange tilbud til de unge i kommunens eksisterende huse, ” fortalte hun og uddybede, ” og jeg af alle støtter jo det frie initiativ, så ’go for it!’, hvis I sidder og har idéer og projekter. Men som kommune bliver vi nødt til at have noget at sige, når vi støtter et projekt. Det er borgernes penge, vi er sat til at administrere, så der må være et eller andet niveau af styring.”
Steffen Møller fra Yngresagen kom med et eksempel fra det virkelig liv på en let og enkel uddeling af støttekroner til de unge:”Sidste år afsatte kommunen 3 mio. kroner, som Kraftwerket administrerede uddelingen af i passende puljer. De unge kunne så at sige træde ind fra gaden og fortælle om deres projekt på deres måde og få nogle penge til at komme i gang for. Enkelt og effektivt. For meget indblanding fra kommunen dræber dynamikken..”
Samtidig var Steffen enig med Pia Allerslev i, at der eksisterer mange tilbud allerede. Han opfordrede til mere oplysning om de eksisterende tilbud og muligheder fra kommunens side.Pia Allerslev var meget positivt indstillet over for at have en permanent pulje til uddeling under en mere fri form.

Ungdomskultur er modkultur
Både fra salen og fra enkelte i panelet blev der skudt med skarpt på den såkaldte café latte-kultur og pænhed, de mener, har sneget sig ind i gadebilledet.
Nanna Thylstrup satte et andet perspektiv på det emne: ”Det må da være det rene paradis for jer unge! Café latte-kulturen skal jo skabe modkultur. Hvis ungdomskultur er noget, er det jo netop modkultur, der giver vækst ude i alle hjørnerne, hvor mainstreamkulturen ikke kommer. Husk samtidig på, at politikerne er nok de sidste, der får at vide, hvad der rør sig under overfladen! Det er jer, der må gøre noget.”
Eller som Jacob Skov formulerede det: ”Modkultur er fantastisk. For de unge handler det om at tage hele teenageværelset ud i gadebilledet og fyre den af – og så er det værste, der kan ske, at de voksne ikke bliver sure!”

Reportage fra mødet om unge og uddannelse

De unge ønsker uddannelsesforløb tilpasset den enkelte

Det Frie Gymnasiums farverige, anarkistiske og utvetydige kantine dannede 27. november ramme om Rytmisk Center, Produktionsskolen k.u.b.a og Den Rytmisk Daghøjskoles fælles dialogmøde om unge og uddannelse. Hvordan kan uddannelsessystemet struktureres, så flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse? Hvad er de unges forventninger til og erfaringer med uddannelsessystemet? Og har de et bud på, hvor der skal sættes ind? Disse og mange andre spørgsmål blev debatteret af det indbudte 7-mand store panel i tæt dialog med de mange unge, der var mødt op for at lytte, lære, og – ikke mindst – for at deltage i debatten.

Af: Jens Christian Madsen

Det går bedre, end man skulle tro.
Men…Arrangørerne havde inviteret Leif Pedersen, chef for Ungdomsuddannelses-vejledningen i København, til at præsentere fakta om, hvem der gennemfører ungdoms-uddannelserne, og hvem der falder fra undervejs.
”Samfundet mangler kvalificeret arbejdskraft,” indledte Leif Rasmussen og uddybede, ”og derfor har vi en målsætning om, at 85 % skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2010 og 95 % i 2015.”Leif kunne vise, at måltallene allerede nu ser gode ud.
Men ved nærmere eftersyn, bliver problemets rod meget synligt.”Hvor kun 9 % af de etniske danskere falder fra en gymnasial uddannelse, er der et frafald på op mod 61 % hos de tosprogede på erhvervsfaglige ungdomsuddannelser,” forklarede han.
Slutteligt understregede Leif, at uddannelsesniveauet i København generelt er højt. Og i modsætning til, hvad man hører i medierne, kan børnene læse, skrive og regne, når de forlader Folkeskolen.

Svært at navigere i de traditionelle rammer og forventninger til uddannelse
Allerede tidligt i debatten var det tydeligt, hvad de unge, der var samlet i Det Fries kantine denne tirsdag eftermiddag, savner i uddannelsessystemet:”Det er utroligt svært at finde ud af, hvilke muligheder man har udover gymnasiet. Og samtidig taler alle om, hvor skadeligt det kan være for ens fremtid, hvis man tager et sabbatår,” som én i salen udtrykte det.
Andre af de unge gjorde opmærksom på, at langt flere nok ville gennemføre deres uddannelse, hvis de fik tid og lov til at lande på den rette hylde først.
Mette Pless fra CEFU (center for ungdomsforskning) påpegede, at der er en indbygget modstrid i de to mål, at få flest mulige igennem en uddannelse hurtigst muligt.”
Alle unge anser uddannelse for at være det eneste alternativ,” forklarede Mette, ”men måske skal vi helt overordnet stillet spørgsmålet ’hvad er en uddannelse’ for at få alle med?”
En anden Mette, Mette Trier Henten, var gestaltningen af et muligt svar på det spørgsmål.”Jeg har afsluttet Det Frie Gymnasium, går nu på teknisk skole på Julius Thomsens Plads, men starter sandsynligvis på en anden teknisk skole, hvor jeg kan blive cykelmekaniker, ” fortalte hun og udtrykte stor kritik af, at der allerede meget tidligt i Folkeskolen sættes fokus på de børnenes mulige karriere- og uddannelsesveje.
Piet Gitz-Johansen er også gået utraditionelle veje. Han vil være skuespiller.”Jeg har sammensat min egen uddannelse,” fortalte han, ”jeg tager forskellige kurser og arbejder så ved siden af for at få det til at hænge sammen. Kurserne koster jo mange penge, og der er ingen s.u., når man afviger fra de traditionelle veje i systemet.”

Hvor er de tosprogede?
Lars Rasmussen, soc.dem. medlem af Borgerrepræsentationen i København, ville gerne have debatten over til den største udfordring i uddannelsessystemet – at få de tosprogede med.”Vi bliver nødt at til at skelne mellem de ressourcestærke – altså dem, der ikke lige kan finde sig tilrette i de konventionelle rammer – og de ressourcesvage – de socialt udsatte og marginaliserede,” fremførte han.
”Det er et gigantisk problem, når 53 % af de tosprogede ikke kan læse og skrive et ordentlig dansk efter Folkeskolen.
”Tænk ud af boksen Morten Elbæk fra ArtLab har selv en broget baggrund, som starter med en uddannelse som sømand og som – trods Mortens alder på ’fortysomething’ – stadig krydres med alt fra coachingkurser til anden faglig efteruddannelse. Morten synes, at uddannelsessystemet er meget stift og forudsigeligt, Men han var ikke bleg for også at skyde med skarpt på de unge tilhørere selv:”Hvorfor sidder I her? Hvorfor tager I ikke et af jeres gymnasieår i Afrika? Gør noget andet. Tag dog ud i verden og læs og lær!”
Morten opfordrede desuden bl.a. til at få bedre teknologi på skolerne og til at oprette workzones, hvor eleverne efter den obligatoriske undervisning kan læse lektier med støtte fra coaches.

Erhvervsfaglig… Er uddannelsessystemet overhovedet i trit med erhvervslivets krav?
Da et af formålene med at få så mange igennem uddannelsessystemet som muligt, er at skabe kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet, greb Niels Valdemar Vinding fra Yngresagen tråden om, hvilke kompetencer erhvervslivet i virkeligheden efterspørger.
”Jeg er uddannet teolog, ” fortalte Niels, ”og selvom jeg kan analysere en oldgræsk tekst og læse hebraisk, er det jo ikke det, jeg får et job på en dag. Erhvervslivet efterspørger ikke de specifikke kvalifikationer, jeg har læst mig til; de efterspørger de kompetencer, jeg har fået i løbet af min studietid.”Niels argumenterede for, at en uddannelse er, hvad man selv gør det til; at sabbatår gavner den enkeltes kompetencer – og undrede sig over, hvorfor gymnasiet tager 3 år? Hvorfor ikke 4, 5 eller 6?
Leif Pedersen, som indledte debatmødet, fik det sidste ord: ”… Man træffer det rigtige valg på forskellige tidspunkter i livet.”En skarp sammenfatning af dagens hovedspor af den 56-årige uddannelseschef.

Mere debat…
Dagens debat varede 2½ time og mange emner, spor og holdninger var således oppe at vende. Som ved sidste debatmøde underholdt performancegruppen A-kompagniet i pausen.Ordstyrer Svend ”Svende” Clausen opfordrede alle til at forsætte diskussionen på bloggen ungikbh.blogspot.com.

Sidste debatmøde er torsdag den 5. december kl.14.00 ligeledes på Det Frie Gymnasium, hvor temaet er kultur.

onsdag den 28. november 2007

Operation Hjernestorm





Der er andre, der er i gang med at gøre noget for ungdomskulturen i københavn.

Operation Hjernestorm
Operation Hjernestorm har til formål at skabe grundlag for en langsigtet og visionær ungdomspolitik i København. En række arrangementer i november 2007 og en festival i februar 2008 skal skabe rammen for en genstart af ungdomspolitikken i København og rum for dialog mellem bystyret og kommunens unge.
Der er i løbet af de senere år blevet udarbejdet flere politiske dokumenter, der omhandler hvordan et godt ungdomsliv ser ud i København. Der er blandt andet blevet udarbejdet en kulturpolitisk redegørelse og der er en børne/unge politik undervejs. Begge indeholder som vi ser det en række glimrende visioner for København som en by hvor unge får inflydelse på politikken og bliver lyttet til - det er disse visioner vi arbejder for at realisere.

Sidst, men ikke mindst er der lige blevet afsat en pulje til alternativ ungdomskultur i København og det er super. Det vigtigste er dog som vi ser det ikke pengene, men at er etableres en dialog om ungdomspolitikken i København, hvor byens unge tages seriøst. Puljen er i det perspektiv en god start og ud fra udspillet håber vi som sagt at kunne være med til at genstarte ungdomspolitikken.


Reportage fra mødet om Unge og Bolig

De unge vil bygge og bo i byen

Mandag den 19. november var Rytmisk Center i samarbejde med Produktionsskolen k.u.b.a og Den Rytmisk Daghøjskole værter for dialogmøde på Dansk Arkitektur Center om de unges muligheder for at bo og leve i København. Debatpanelet bestod af i alt syv fagfolk, brugere, interesseorganisationer og – ikke mindst – områdets ansvarlige borgmester Klaus Bondam, som således fik fejret sin 44-års fødselsdag i selskab med godt 100 veloplagte unge fra byen, som lyttede og deltog i debatten. Det med borgmesterens alder vender vi tilbage til. Som introduktion til debatten, præsenterede projektleder ved Copenhagen X Solveig Nielsen de seneste arkitektoniske tanker og projekter i København. Samtidig gav hun debattørerne madding til diskussionen med en række hvad-nu-hvis-spørgsmål. ”Hvad nu hvis de unge er de trøffelsvin, der finder alt det gode i byen, som ingen andre ser?”, lød hendes polemiske punktum for den inspirerende præsentation.

”Ungdomsboliger skal være billige”

Allerede i første del af debatten begyndte der at tegne sig et billede af, hvad de unge har af forventninger til en ungdomsbolig i byen. Og hvad arkitekter og politikere gør for at honorere de unges ønsker.

Første indlæg fra publikum var utvetydigt: ”En ungdomsbolig skal være billig, og samtidig vil vi gerne selv kunne sætte præg på vores hjem og nærmiljø.”

Arkitekt Niels Andersen fra Krydsrum gjorde opmærksom på, at der er mange forskellige typer unge, og man skal passe på med at definere ungdomskulturen for snævert, når man byplanlægger. ”Som arkitekter ved vi desuden, at der skal være nogle rammer eller elementer i et nærmiljø, som fungerer som igangsætter for en bevægelse. Det er en illusion, at man kan give en byggetomt fri og så tro, der vokser noget stærkt ud af det,” påpegede Niels Andersen og brugte Havnebadet på Islands Brygge som eksempel, ”man har jo altid kunne hoppe i havnen og tage sig en dukkert. Men der skulle blot nogle helt enkle faciliteter til, for at der blev skabt et fedt miljø omkring det.

”Klaus Bondam måtte påpege, at billige boliger ikke er et isoleret ungdomsproblem: ”Det er desværre ikke så enkelt, som vi troede, at bygge billige boliger til alle, som Ritt og jeg lovede. F.eks. er det ulovligt at sælge byggegrunde under markedspris – så staten banker os i hovedet, hver gang vi forsøger med initiativerne.”

En dynamisk by har flere centre

Et gennemgående tema i diskussionen var ønsket om at bo midt i byen – brokvarterne, city, bryggen mv. – og det bitre ved at lande i en 2-værelses i Brønshøj, når man, som den studerende Tore Gynther, nu endelig var flyttet fra forstaden til storbyen.

Som panelets alderspræsident måtte Bondam sætte debatten i et historisk perspektiv: ”Da jeg kom til byen i 1983, var Islands Brygge et industriområde, der lå langt ude for byen, og brokvarterne var kun steder, man boede. Man gik i byen inde i city. Tænk på, at ydre Valby er ved at blive det nye Vesterbro! Og at du kan komme fra Vanløse til Kgs. Nytorv på 8 minutter med Metroen. Jeg tror, vi alle skal til at vænne os til, at København er ved at blive en stor by med mange centrumer. Måske bliver Brønshøj Københavns Williamsburg (hip bydel i Brooklyn, New York, red.), hvis det er der, alle I unge søger til?”

Ny generation af selvbyggere?

Nikolaj Brygge fra Selskabet Organiseret Adgang satte byens mange tomme og ubrugte bygninger på dagsordenen, hvilket afslørede de unge tilhørers lyst til selv at gå til hånde.

”Kunne man ikke forestille sig en form for lovlig slumstorm, ” som én formulerede det, mens andre mere konkret gjorde opmærksom på, at der er en stor interesse blandt de unge for selv at bygge, indrette sig, knokle for projektet… ”Vi vil gerne!”, var den fælles appel.

Igen måtte Bondam afvæbne med virkelighedens verden af regulativer og cirkulærer: ”Uanset hvor sympatisk jeres ønske og idéer er, er det ikke så enkelt. At bygge er meget kompliceret, og der skal være styr på og tages ansvar for helt basale ting som f.eks. brandsikkerhed.

”Det satte dog ikke en stopper for flere indlæg fra tilhørerne om ønsket om at deltage i processen og – i det mindste – være med til at forme nærmiljøet og byrummet.

Alle vil bo i byen

Det blev desuden tematiseret, at København har været igennem en succesfuld forvandling de seneste mange år. Hvor det tidligere var upopulært at bo i byen efter endt studietid, bliver flere og flere boende.

Niels Valdemar Winding fra interesseorganisationen Yngre Sagen gjorde samtidig opmærksom på, at der over de næste 10 år vil flytte op til 70.000 unge til byen.

Samlet set er der et gigantisk pres på den københavnske boligmasse. ”Har byen ganske enkelt sejret ad helvede til?”, som ordstyrer Svende (Claus Svendsen) spurgte ud i rummet.

”Vi bliver nødt til at tænke nyt, i nye boformer og bygninger,” konstaterede Klaus Bondam, og uddybede ”vi må bygge i højden. Og 160 m2-lejlighederne med samtalekøkken – deres tid er nok ved at være forbi. Vi skal, som i alle andre moderne storbyer, til at vænne os til at bo mindre. Ikke mindst fordi vi også er begyndt at brugen byen mere og på en anden måde end tidligere.”

Arkitekt Niels Andersen bød ind med endnu mere radikale forslag: ”På Krydsrum leger vi med tanken om transportable boliger, man f.eks. kan hænge på bygningsfacader. Eller hvorfor ikke bo i celler i forbindelse med et samlende værested?”

Mere debat

…Efter to timers intensiv debat, kun afbrudt af en performance ved gruppen A-Kompagniet, som tog dagens emne under kærlig behandling, kunne Svende på vegne af Rytmisk Center runde dagen af.Hermed er ungdomspolitikken ikke lagt på hylden.

Allerede tirsdag den 27. november kl. 14.00 går det løs igen. Denne gang på Det Frie Gymnasium, hvor temaet er uddannelse.

Det sidste debatmøde er torsdag den 5. december kl.14.00 ligeledes på Det Frie Gymnasium, hvor temaet er kultur.

tirsdag den 20. november 2007

Paneldeltagere

Uddannelse

Tirsdag den 27. november 2007 kl. 14.00 -17.00
Det Frie Gymnasium
Møllegade 262200 København N

Hvorfor arbejder næsten 20 % af alle unge i København som ufaglærte og hvorfor er de ikke i uddannelse og hvad kan vi gøre for at få dem i gang? Findes der alternativer til det formelle uddannelsessystem?

Panel
Lars Rasmussen, Socialdemokraterne
Leif Pedersen, Center for Vejledning
Mette Pless, CEFU
Mette Trier Henten, Ung københavner
Piet Gitz-Johansen, Ung københavner
Morten Elbæk, ArtlabNiels Valdemar Vinding, Yngresagen

Kultur

Onsdag den 5. december 2007 kl. 14.00 -17.00
Det Frie Gymnasium Møllegade 262200 København N

Københavns Kommune har en erklæret strategi om at gøre København til en kreativ metropol. Det har til formål at sætte skub i byens vækst og placere den på landkortet som et attraktivt sted for borgere og virksomheder.

København er fyldt med kreative unge. Unge som laver musik, maler, fotograferer, spiller teater og meget, meget mere. De udgør det kreative vækstlag, men ofte har dette vækstlag ingen steder at gå hen.

PanelPia Allerslev, Venstre
Jacob Skov, Journalist
Jan Danebod, Kunstner
Kristoffer Thurø, Kraftwerk
Rune Bjerre, Fifty Foot Spiders
Jesper Elg, V1 Gallery
Steffen Møller, Yngresagen

mandag den 19. november 2007

Spørgsmål til de tre paneler

De føkgende spørgsmål er fremsendt til panelerne inden møderne:

Bolig:

- Hvorfor, hvis overhovedet, er det nødvendigt, at København kan rumme unge mennesker?

- Hvordan får vi sikret en mere rummelig boligmasse, hvor der faktisk er plads til de unge også?
- Er det fx nødvendigt med større variation i boformer?

- Handler ungdomspolitik på boligområdet også om arkitektoniske alternativer?

- Hvordan får vi de unge inddraget i defineringen af Københavns boligpolitik?

Uddannelse:

- En stor del af de unge i København fuldfører ikke en ungdomsuddannelse. Er uddannelsesmulighederne simpelthen utidssvarende og for snævre til storbyens unge?

- Har København råd til, at de unge prioriterer erhvervsarbejde frem for uddannelse? Hvordan får vi den skjulte reserve til ”uddannelsestruget”?

- Er det uddannelsessystemet eller de unge, den er gal med?

- Hvordan får vi de unge inddraget i defineringen af Københavns uddannelsespolitik?

Kultur:

- Er København blevet for mainstream og for kedelig (en provinsby i Byen)?

- Hvordan bliver en storby overhovedet kulturel rummelig, så også forskellige ungdomskulturer kan indeholdes?

- Hvordan sikres kreativitetens, den kulturelle innovations, de subkulturelle miljøers fortsatte eksistens i København? Hvilke initiativer skal tages?

- Hvordan får vi de unge inddraget i defineringen af Københavns kulturpolitik?

torsdag den 11. oktober 2007

Har København brug for en samlet ungdomspolitik

Tre debatmøder/brainstorms/workshops med fokus på boliger, uddannelse og kultur.

Mød politikere, eksperter og unge praktikere i samarbejde og ideudvikling.

Bolig
Dansk Arkitektur Center - Mandag d. 19. november 2007 kl. 15.00 -17.00Hvordan indretter man en hovedstad med plads til de unge. Findes der alternative måder at bo på end kollegier og Far, Mor og Børn. Kan der skabes miljøer der sammenfletter bolig, erhverv, uddannelse og byliv?

Uddannelse
Det Frie Gymnasium - 27. november 2007 kl. 14.00 -17.00
I Københavns Kommune arbejder 20 % af alle unge mellem 18-25 år i ufaglærte jobs og er ikke i uddannelse. På teknisk skole er effekten på visse kreative linjer helt nede på 4 %.
Hvad kan vi gøre for at få flere i uddannelse? Findes der alternativer til det formelle uddannelsessystem?

Kultur
Det Frie Gymnasium - d. 5. december 2007 kl. 14.00 -17.00
København har en erklæret strategi om at gøre København til en kreativ metropol. Det har til formål at sætte skub i byens vækst og placere den på landkortet som et attraktivt sted for borgere og virksomheder. København er fyldt med kreative unge. Unge som laver musik, maler, fotograferer, spiller teater og meget, meget mere. De udgør det kreative vækstlag, men ofte har dette vækstlag ingen steder at gå hen.

Dialogmøderne er også et forsøg på at få unge engageret i demokrati og deltage aktivt i at få indflydelse på deres by. Hvordan indretter vi hovedstaden, så de unge kan være med til at spille en aktiv skabende rolle?

Denne dialogmøderække skal gerne munde ud i nogle gode ideer, som både de unge og politikerne kan tage med hjem og arbejde videre med.

Med venlig hilsen

Birgitte Koch og Thomas Seest (Produktionsskolen Kuba)

Torben Engberg (Rytmisk Center)
Jakob Olsen (Den Rytmiske Daghøjskole)